Søg

Hjælp og information om TMC

TMC (Traffic Message Channel) er trafikmeldinger under rejsen.
 
Med TMC er det muligt at modtage aktuelle trafikmeldinger for det område, du befinder dig i - såvel i Danmark som i det meste af Europa. Meldingerne kan du modtage på dansk, og mens du kører.
 
Trafikmeldingerne dækker hovedsageligt Europaveje, primære veje, vigtige sekundære veje og centrale områder i større byer, hvor de præsenteres som symboler eller tekst om f.eks. trafikulykker, vejarbejder og kødannelser. Informationen kan også fungere som en talemeddelelse.
 
TMC er et europæisk informationssystem, der anvender Radio Data Systemet (RDS). Det vil sige, at TMC-meldingerne udsendes via FM-radiosenderne. For at kunne modtage trafikmeldinger, skal man have et navigationsanlæg med en såkaldt RDS-TMC-modtager.
 

Begrænsninger ved TMC

Systemet har forskellige begrænsninger, som desværre kan betyde, at du ikke modtager alle trafikmeldinger, selvom dit navigationsanlæg har TMC.
 
Vi har samlet en række typiske spørgsmål og svar om TMC, som måske kan hjælpe, hvis du ikke modtager de trafikmeldinger, du forventer.

Hvor kommer trafikmeldingerne fra?

I Danmark er det Vejdirektoratets Trafikcenter, der udsender trafikmeldingerne. Det er bemandet 24 timer i døgnet og indsamler og bearbejder trafikmeldinger fra en lang række kilder:
 
  • Politi
  • Kommuner
  • Redningstjenester
  • Færgeoverfarter
  • Storebælts- og Øresundsforbindelserne
  • Vejrapportører
  • Entreprenører
  • Kameraer på vejene
  • Automatiske systemer
 
Når en trafikmelding er blevet registreret i Trafikcentret, udsendes den automatisk som TMC-melding via Danmarks Radios sendemaster - og til en række andre medier.
 
Udsendelsen af trafikmeldinger sker via Radio Data Systemet (RDS) på FM-båndet. En del af RDS-kapaciteten er reserveret til TMC, således at en række trafikmeldinger i stærkt komprimeret form kan udsendes. Det betyder, at trafikmeldinger kan sendes hele tiden, og der kan sendes en række detaljer om hver melding.
 
I Danmark er der TMC på DRs FM-kanaler P1, P3 og P4. De steder, hvor bare én af disse kanaler kan modtages med god styrke, er det muligt at modtage trafikmeldinger på en TMC-modtager.
Oprettet
18-04-2012.
Senest opdateret
07-07-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index