Søg

Styr på data i Solrød kommune

Interview med ingeniør Lars Würtz, teamleder for team vej og GIS i Solrød kommune. 

Sikring af kommunens vejkapital 

Fra 2008 og frem har Solrød kommune investeret mange ressourcer i at ajourføre vejdata, efter kommunen i 2008 fik udarbejdet deres første strategirapport for årene 2008-2013. Rapporten lagde op til, at man skulle øge ressourcerne til årlig renovering af de offentlige veje fra 1,2 mio. kr. til 3 mio. kr. for mest optimalt at sikre kommunens vejkapital.
I år har kommunen fået udarbejdet to strategirapporter, der gælder for 2014-17; én for vejene og én for stierne.
 
Vejdirektoratet foretog hovedeftersyn i begyndelsen af året og de to rapporter lå færdige i begyndelsen af maj måned, hvor rapporternes konklusioner blev fremlagt på kommunens budgetkonference. 

Fremlæggelse for politikerne

Rapporten om vejene lægger op til at afsætte yderligere 700.000 kr. til vedligehold af vejene. ”Til gengæld er det ikke kun asfalten vi fokuserer på, men også at vejen i kommunen forskønnes ved f.eks. opretning af kantsten”, fortæller Lars Würtz.
 
Med udgangspunkt i skadespoint opstillede man 3 scenarier for politikerne.
 
Hvad er konsekvensen hvis vi:
  • Fastholder ressourcerne på det nuværende niveau
  • Tilfører området yderligere 700.000 kr.
  • Nedskriver budgettet til 2008 niveau
”Fremlæggelsen gik godt og det har været rigtig godt, at have rapporterne med illustrative billeder og grafer, som vi kunne bruge til præsentationen. Det gør det nemmere at fremlægge for politikerne, der jo ikke skal have forklaret alle detaljerne til bunds”, forklarer Lars Würtz.
 
Det endelige budget fastlægges i oktober og i løbet af september er der løbende drøftelser. Så Lars Würtz kender ikke udfaldet endnu.

Hjælp at hente hos Vejdirektoratet 

”Der har været et rigtigt godt samarbejde med Heidi Varbøl, der er kundekonsulent i Vejdirektoratet. Hun har været meget lydhør og god til at justere på rapportens sammensætning efter vores behov. Og hun har været god til at få tingene til at ske”, fortæller Lars Würtz.

Kunne du også godt tænke dig at få Vejdirektoratet til at udarbejde en strategirapport for din kommune, så kontakt Heidi Varbøl på tlf. 5084 8990 eller hbv@vd.dk.

Læs mere om strategirapporter her.

​Om Solrød kommune

Lars arbejder i Teknik & miljø – Team Vej og GIS i Solrød Kommune. De er 6 ansatte i teamet.

I Solrød kommune bor der 21.000 personer på et areal på 40 km2. Kommunen har i alt 103 km offentlig vej og ca. 70 km privat fællesvej.

Oprettet
28-09-2015.
Senest opdateret
28-09-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index