Søg

Temadagen om funktionskontrakter satte fokus på fordele og ulemper

Onsdag den 16. september var 163 vejfolk fra kommuner, Vejdirektoratet, rådgivere og entreprenører samlet til en temadag om funktionskontrakter for vedligehold af asfaltveje. Programmet bød dels på gruppearbejde med det formål at alle kom til orde med deres erfaringer og holdninger til funktionskontrakter, og dels på indlæg fra fire kommuner med konkrete og interessante erfaringer med funktionskontrakter.

En masse gode erfaringer

Der er mange og gode erfaringer at samle op på. Den første kommunale funktionskontrakt blev udbudt for 14 år siden og udløber i år. I dag findes 47 tilsvarende kontrakter i Danmark, hvilket dækker cirka 19 procent af de kommunale veje. Typisk løber en funktionskontrakt i 15 år. Kontraktformens karakteristika er – som navnet beskriver – at vedligeholdelsen beskrives ved hjælp af funktionskrav eller tilstandskrav, modsat udførelseskrav som i typiske kontraktformer på vejområdet. Entreprenøren lever op til faste tilstandskrav i hele perioden, og modtager en fast årlig betaling for vedligeholdelsen.
GAB3071_VD_cykelprojekt_274.jpg 

Sandheden om funktionskontrakter

Der er nok ligeså mange holdninger til funktionskontrakter, som der er vejfolk. Men alligevel kunne der drages nogle overordnede konklusioner fra dagen.
Funktionskontrakter har sin primære styrke ved at vedligeholdelsestilstanden af vejnettet er låst fast i 15 år frem. Budgettet er derved sikret og asfaltkontoen kan ikke bruges til andre opgaver, når der er lavvande i kommunekassen. Kontraktformen er også meget effektiv hvis der er et større investeringsbehov til nedbringelse af efterslæb. En typisk erfaring fra kommuner med funktionskontrakter er, at der bliver færre klager fra borgere over vejenes tilstand. Priserne er typisk også fordelagtige, da der dels er stor konkurrence om så store jobs som 15 års vedligeholdelse af et vejnet er, og fordi det er fordelagtigt for entreprenøren selv at kunne planlægge tidspunktet for udførelse.
Flere udtrykte dog bekymring for at priserne på funktionskontrakter er blevet så lav, at der fokuseres mere på at overholde krav end på kvalitet og udvikling. Som der blev sagt i en skarp påstand: ”Man får hvad man betaler for”. Det betyder selvfølgelig at vi må tænke os ekstra godt om når vi fastsætter krav og rammer i kontrakten, herunder også hvor og hvor meget man tillader brug af overfladebehandling.

Sandheden om funktionskontrakter

I forhold til hvor funktionskontrakter er gode og mindre gode, blev det fastslået at der er store udfordringer ved at anvende funktionskontrakter i byområder. Dels er ledningsejere vanskelige at ”styre” og de gør det svært for asfaltentreprenøren at planlægge vedligeholdelsen. Dels kan det være problematisk for kommunen at følge med når der skal udføres omkostningstunge følgearbejder som for eksempel renovering af kantsten og fortove.
Der lød en særlig opfordring til kommunerne fra både rådgivere og entreprenører: ”Sørg for at starte processen med funktionsudbud i god tid. Det er et omfattende arbejde for rådgiverne at få målinger og datamateriale gjort klar, og asfaltentreprenørerne har brug for god tid i tilbudsfasen, så prisen bliver den rigtige.”
Erfaringer fra dagen indgår i vejregelarbejde
En hel del af de erfaringer, der fremkom på dagen er der allerede taget højde for i vejreglernes nyeste paradigme for funktionsudbud. I udbudsmaterialet er der sket en væsentlig detaljering og præcisering af ansvarsfordelingen mellem entreprenør og kommune, og det har ført til bedre udbud og bedre tilbud. Der fremkom også nye erfaringer og holdninger, der vil inspirere i det videre arbejde med paradigmet. Og ikke mindst er alle blevet lidt klogere på nuancerne i funktionskontrakter.

Gik du glip af temadagen?

Referat og indlæg fra temadagen findes på Asfaltindustriens hjemmeside:
Her kan du se – og endda høre – alle indlæg, så hvis du var uheldig ikke at kunne deltage, har du stadig chancen.
Temadagen blev arrangeret i et samarbejde mellem Vejregelgruppen for funktionsudbud, Kommunernes Landsforening og Asfaltindustrien.
Du vil også kunne høre mere om erfaringerne med den første funktionskontrakt på Kommuneworkshoppen i marts.
Oprettet
20-08-2013.
Senest opdateret
25-01-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index