Søg

Cyklister kan svinge til højre for rødt lys i udvalgte kryds

Cyklister kan dreje lovligt til højre for rødt i de kryds, der skilter med det. 

For at kommuner kan opnå tilladelse til at skilte med lovligt højresving for rødt for cykler, skal det pågældende kryds leve op til de kriterier, der er beskrevet i vejafmærkningsbekendtgørelserne. Det er politiet, der godkender, om kriterierne er overholdt. Højresving for rødt for cyklister vil således være en mulighed i de kryds, hvor det ikke vurderes at gå ud over trafiksikkerheden.

Det er fortsat ulovligt for cyklister at dreje til højre for rødt i alle andre kryds, hvor skiltet ikke står.

Se her, hvordan du skal køre i et kryds med højresving for rødt.
 

Kryds med højresving for rødt skal blandt andet leve op til disse kriterier:

  • Der skal være separat cykelsti både op til krydset og på den vej, cyklisterne skal svinge ind på.
  • Cykelstien på vej ind i krydset skal deles i en højresvingsbane og en ligeudbane for cyklisterne.
  • Afmærkningen af højresving for rødt skal afmærkes efter tegninger godkendt af politiet.

Desuden anbefaler Vejdirektoratet, at krydset er forholdsvis simpelt, og at der ikke er for mange potentielle konflikter eller for mange fodgængere.

Det skal du være opmærksom på som cyklist:

  • Krydsene er markeret med et tydeligt skilt, som viser, at højresving for rødt er tilladt for cyklister. Ved alle andre kryds er det forsat ulovligt at svinge til højre for rødt.
  • Orienter dig grundigt, inden du kører frem og drejer til højre, selvom du må svinge til højre for rødt.
  • Du har stadig vigepligt overfor fodgængerne og tværkørende cyklister.
  • Ikke alle fodgængere er ens. Tag særligt hensyn til børn, ældre og fysisk handicappede, der kan have svært ved at nå over vejen​ i tide.
  • Som ligeud-kørende cyklist skal du passe på ikke at spærre for de højresvingende cyklister.

Som fodgænger skal du ikke forholde dig anderledes. Du skal blot være klar over, at når du har grønt, må cyklisterne gerne dreje til højre, selvom de har rødt - så længe det kan ske uden gene for dig og den øvrige trafik.​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​Forsøg viste ikke tegn på flere konflikter

Bekendtgørelserne med højresving for rødt for cyklister kommer efter, at Vejdirektoratet har gennemført et landsdækkende forsøg fra 2013-2015 i 33 udvalgte lyskryds på statsvejnettet. Forsøget var en del af Transportministeriets nationale cykelstrategi, der skal øge fremkommeligheden for cyklister, så flere vælger cyklen som det daglige transportmiddel. ​

Vejdirektoratets forsøg blev evalueret i slutningen af 2015. Der blev ikke registreret flere konflikter på forsøgshjørnerne, selv om antallet af højresvingende cyklister for rødt steg under forsøget. Evalueringen peger således på, at det ikke giver øget risiko for ulykker at lade cyklister svinge til højre for rødt, hvis krydsene er udvalgt efter de kriterier, der nu er indskrevet i bekendtgørelserne om vejafmærkning.

 

 Sådan kører du i et kryds med højresving for rødt

 
 

 Hold øje med skiltet

 

​Kun i sving, hvor dette skilt er opstillet, er det lovligt for cyklister at dreje til højre for rødt.



 

 Links

 
 

 Vil du vide mere

 
 

 Kontakt

 

Anne Eriksson​

7244  3462

Oprettet
17-12-2013.
Senest opdateret
02-02-2017.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index